Klummer

Den 31. december 2021 var det dronningens nytårstale nr. 50.
Som altid berørte hun mange vigtige emner, og hendes tale i år er blevet rost mange steder. Journalister, aviser og andre toneangivende har delt roser ud og diskuteret indholdet. Tankevækkende er det dog, at meget få har berørt hendes fokus på handicap, ikke mindst de usynlige handicap. Dronningen sagde bl.a.:
“…Som land og som folk skal vi finde en fælles retning, men ikke for at gå i takt. Det har aldrig ligget for os her til lands. Én spurter afsted over stok og sten, en anden foretrækker at slentre gennem landskabet; men der er nogle, for hvem vejen slet ikke er jævn.
Det gælder i høj grad for dem, der må slås med et handicap.
Hos nogle er det nemt at se, som hvis man sidder i kørestol. Hos andre er lidelsen usynlig. Det kan være en psykisk sygdom, kroniske smerter eller noget helt tredje.Fælles for alle, der må leve med et handicap, er, at det gør tilværelsen mere besværlig, og at man ikke altid bliver mødt med forståelse og respekt – måske tværtimod.
Nogle mennesker med handicap bliver ligefrem diskrimineret, måske også mødt med hån og drilleri. Det kan skyldes tankeløshed og uvidenhed; men uanset hvad, så er det forkert, og det burde vi holde os for gode til!
Vi skal give os tid, ikke blot for at hjælpe, men også for at lære af hinanden. Det burde ikke være svært at behandle enhver med respekt.
Vi skal møde vore medmennesker med åbenhed. Andres livshistorie kan gøre os klogere. At spejle sit liv i de andres kan være tankevækkende og inspirerende. Man lærer sig selv at kende i mødet med andre…“

Dronning Margrethe fylder 81 år til april. En moden dame, som har et langt liv bag sig og har alderens livsvisdom i bagagen. Måske er det netop os halvgamle eller gamle, der mærker livets større eller mindre skavanker – mærker eller bemærker alle de besværligheder, der er med et handicap af den ene eller anden art. Det gælder ikke mindst os med høreproblemer, som dagligt bliver konfronteret med besværlighederne. Ja, måske endda med sorg, slåskampe med det offentlige, isolation eller alenefølelse. Netop derfor er Høreforeningen et vigtigt fællesskab, på lige fod med alle de andre foreninger, som varetager de forskellige handicap.
Man kunne spørge sig selv, om vi ikke bare skulle slå det hele sammen til én stor handicapforening, som dermed ville have en kæmpe medlemsskare bag sig. Vi ville i fald være mindst én, måske 2 millioner medlemmer, hvis vi ta’r det hele med. Sikke en slagkraft, vi ville have!
Meeen – så nemt er det jo ikke. Vi slås hver især med meget forskellige vilkår og besværligheder. Der er nu engang langt fra et fysisk eller psykisk handicap til et sansetab. For ikke at nævne livstruende tilstande, der gør ondt langt ind i sjælen, både hos de ramte og omgivelserne.

Derfor har vi alle brug for nogen, der kæmper netop hver vores sag og har viden på vores specifikke område. Og som dronningen så fint sagde:
”Vi skal give os tid, ikke blot for at hjælpe, men også for at lære af hinanden. Det burde ikke være svært at behandle enhver med respekt. Vi skal møde vore medmennesker med åbenhed. Andres livshistorie kan gøre os klogere. At spejle sit liv i de andres kan være tankevækkende og inspirerende. Man lærer sig selv at kende i mødet med andre…”

Ja, vi skal møde hinanden med åbenhed og lære af hinandens livshistorier. Og nu og da er det en god øvelse at skele til andet end vores eget handicap. Det er selvfølgelig svært at diskutere pest eller kolera – et handicap er og bliver et handicap. Men hos os er det sjældent livstruende, og med de rette hjælpemidler kan vi nå særdeles langt. Vi kan danne fællesskaber, vi kan ’opdrage’ vores omgivelser til forbedret kommunikation, rigtig mange af os kan ta på kurser, rejse, se, bevæge os – noget som kan være langt vanskeligere for mange med andre handicap.
Måske er det derfor, at vi på trods af 800.000 danskere med høreproblemer og over 300.000 høreapparatbrugere kun er godt 8000 medlemmer.
Vi klare os jo på bedste beskub, også selvom vi ikke altid bliver mødt med forståelse og respekt.
Alt for mange kender ikke til alt det, der er at hente i vores forening. Så lad os i det mindste være stolte af vores fællesskab, og lad os hver især give en hånd med til at slå et slag for høresagen.

Godt nytår!

Lotte Rømer

Kære læsere,
Jeg hedder Ann-Sophie Gadegaard, jeg er 57 år gammel, og dette er min første bestyrelsespost.
På bestyrelsesmødet efter generalforsamlingen blev jeg valgt som næstformand, så med sådan en tillid fra både jer i foreningen og i bestyrelsen vil jeg gøre mit aller ypperste for at imødekomme jeres forventninger.
Omkring min hørelse, eller mangel på samme, så har jeg Otosklerose og har haft høreapparater på begge ører siden 2006. Jeg har også to fantasiske tilhængere, nemlig tinnitus og lydoverfølsomhed. Det er ikke, fordi jeg er særlig glad for disse tilhængere, men jeg har lært at leve side om side med dem.
Den 2. december i år skal jeg have opereret min venstre øre. Den lille, tilkalkede stigbøjle skal udskiftes med en lille ’krog’, og så skulle min hørelse meget gerne blive væsentlig bedre. Jeg har tidligere sagt nej til denne operation, men jeg får ikke længere hjælp af høreapparatet, så nu skal det være.

Jeg synes også lige, I skal have lidt at vide om, hvad jeg ellers er for en starut.
I gamle dage, for ikke så længe tiden, var jeg voksenunderviser på et VUC, hvor jeg underviste i dansk, dansk som andet sprog, og engelsk. 
Da jeg pga hørelsen sluttede min karriere som underviser, var jeg også studievejleder, projektleder og mentor for nogle af skolens unge, skrøbelige kursister. Jeg er stadig mentor for en ung mand, der lider af alvorlig angst. Jobbet som lærer er skiftet ud, og jeg arbejder nu med kundeservice via mail, chat og på de sociale medier.
I 2018 fik jeg tilkendt flexjob, og det er jeg meget taknemmelig for.

Jeg bor i rækkehus og har en lille bitte have, som jeg elsker at være i. De fleste af vores naboer har lagt fliser i deres haver, men jeg elsker min lille, grønne græsplæne og de mange planter, jeg efterhånden har sat.
Når vi ikke er hjemme i rækkehuset, tager vi til Sverige, som er det absolut bedste afslapningssted for både min mand og jeg. Ude midt mellem mark og skov ligger vores lille, røde træhus. Her har vi langt til naboerne og højt til himlen.
Det er virkelig en lise for sjælen.

Ann-Sophie Gadegaard

Her kommer en lille historie om de 3 gange, min hørelse for alvor har spillet mig et puds.

Første gang var selvfølgelig dengang, jeg for alvor opdagede, at den der hørelse vist ikke liiige var som lovet, da jeg kom til verden, tilbage i 1964.
Jeg stod i en brilleforretning, skulle vist hente mine kontaktlinser. På væggen hang en skærm og et par hørebøffer. “Tjek din hørelse her”, stod der. “Det tror jeg sørme lige, jeg gør”, tænkte jeg og ihukom de gange, dem derhjemme synes, at der skulle skrues ned for lyden på tv og anlæg!   
Så på med hørebøfferne, og HOV – store fede røde streger til både højre og venstre med teksten: Få tjekket din hørelse hos en ørelæge.
Hmmm – egentlig kom det ikke helt bag på mig, og jeg husker, at jeg straks bestilte en tid. Dette var det herrens år 2004. 
Ganske rigtigt var min hørelse dårlig, og jeg fik konstateret otosclerose, en arvelig sygdom, som ingen i familien vil kendes ved. 
Da jeg endelig fik mine apparater, sikke en fest det var! – fugle der sang, bølger der skvulpede, aviser der knitrede, toiletter der larmede. Trafiklarm og musik. En stor og fantastisk oplevelse, og en glæde uden lige.

Anden gang, var så knapt så festlig, for der mistede jeg mig selv, i hvert fald til at begynde med.   
Året er 2014, og det går op for mig, at jeg ikke længere kan undervise. Jeg kan simpelthen ikke høre, hvad mine kursister siger, og jeg er nødt til at have en hjælpelærer på. Det går hurtigt ned ad bakke, jeg er i stress, og hele min karriere som underviser i fysiske klasser, som vejleder, som projektleder m.m. ryger lige ned i kloakken. Det er en hård tid med mange kameler og elefanter, der skal sluges, og det ender med flexjob. Til sidst, i 2019, også en fyring. 

Nu er det så blevet 2021, og minsandten om ikke hørelsen atter er blevet dårligere, nu kun på det ene øre, som gør, at jeg høre skævt. Jeg har, indtil for en måned siden, haft apparater på begge ører. De dejligste CIC apparater, som har gjort en verden til forskel for mig, min lydoverfølsomhed og min tinnitus. Jeg har igennem noget tid oplevet, at jeg igen hørte dårligere, havde svært ved at forstå ord, synes min hjerne kørte på højtryk, og mistet min koncentration – måske I kender det? 
Ergo, tid til hørelæge og bum! Jeps, hørelsen er faldet på venstre øre. “Det, du hører dér, er det rene volapyk. Jeg sender dig til MR scanning, så vi er sikre på, at det ikke er en svulst på hørenerven. Nogle af mine patienter har haft gavn af at tage apparatet ud, så du kun bruger det ’gode’ øre til at høre med”, sagde ørelægen.
Mig hjem og ud med apparatet, og ved I hvad? På sammen måde, som jeg tilbage i 2004 følte vild jubel over at kunne høre ting, jeg ikke havde hørt længe, blev jeg nu vildt lykkelig over endelige kun at kunne høre reelle ord, og ikke sære mærkelige ord, der ikke passede i kontekst. Sikke en lettelse, og faktisk gik der ikke mere end et par dage, før jeg igen fik ro i hovedet! 

MR scanningen viste ikke tegn på svulst, så det er otosclerosen, som også denne gang har taget magten over min lyd. Men det sjove er, at selvom jeg selvfølgelig synes, at det er noget skidt, så har dét kun at have et apparat, gjort min hverdag så meget rarere. Jeg har en veninde, som er vant til sådan nogle døve personager som mig, og hun sagde forleden, at hun kunne høre på min udtale, at jeg hørte bedre nu. Og ved I hvad – det gør jeg! Altså, selvfølgelig med de begrænsninger, der nu er ved at være hørehæmmet med kun ét apparat.
Så selvom det ikke just er en fest, så er der alligevel altid også noget godt.

Ann-Sophie Gadegaard
Maj 2021

I dag er det vel lidt over hele landet, som når Tivoli åbnede i gamle dage. I dag holder Tivoli jo åbent i så lange perioder, at man næppe når at registrere, når der er lukket. Det er ikke os alle, det huer i samme grad, at der pludselig lukkes op for så meget i samfundet. Det ser ganske vist ud, som om der er styr på COVID-19 i Danmark, men det kan jo hurtigt løbe løbsk og sågar løbe af sporet.
Der er brug for bump på vejen.
Mange af os havde gerne set en langsommere, mere gradvis genåbning, medens andre mener, at det kun kan gå for langsomt med at lukke samfundet op. Men vi skal huske, at i hvert fald i vores fritid bestemmer vi hver især, hvad og hvor meget af det genåbnede, vi vil gøre brug af.

Hvis du møder forventninger eller ligefrem krav på din arbejdsplads i forbindelse med corona, du ikke er tryg ved, kan du altid gå til tillidsmanden eller din fagforening og få hjælp og støtte. For over for en pandemi og en virus, vi ikke kender til bunds, må der være mange ubesvarede spørgsmål – uanset om man er lærd eller læg. Og netop i forbindelse med noget ukendt og uvant er det vigtigt at finde ud af, hvordan man omgås det og forholder sig til det i hverdagen, så det ikke bliver det, der giver søvnløse nætter.

Jeg er selv meget utryg ved de såkaldte lyntests, og det er indtil nu lykkedes mig at undgå situationer, hvor jeg har været nødt til at gøre brug af dem. De er jo notorisk usikre, og for mig vil det være et mareridt at blive testet positiv med en lyntest og derefter skulle vente på en PCR-test og derefter igen vente på et svar. Og det står naturligvis den enkelte frit for at vælge det fra, med mindre en arbejdsplads eller uddannelsesinstitution kræver det.

Man kan holde sig på afstand af storcentre eller måske blot gøre brug af dem i ydertimerne, og man behøver hverken gå i biografen eller til fodboldkamp, hvis man er utryg ved at skulle være mange sammen. Og så skal man huske, at så længe man opholder sig udendørs og husker at holde afstand – helst 2 meter og absolut ikke mindre end 1! – er risikoen for smitte ikke stor.

Vi kan alle komme i den situation, at nogen forsøger at overtale os til at være med til noget, som vi egentlig gerne vil, men ikke er trygge ved at deltage i under COVID 19. Vi bliver på godt dansk udsat for gruppepres. Hvordan skal man håndtere det?Vi ved mere eller mindre, at inkubationstiden er omkring en uge, hvor man normalt er symptomfri. Det vil sige, at man har en hel uge til at bekymre sig for, om man får symptomer eller ej og gå rundt og gruble over, om man burde gå i isolation, til det er afklaret. Det kan være, at tanken om det er nok til at holde en fri af gruppepresset, men det kan også være, at man lige skal prøve det engang, hvor man så ikke bliver smittet, for at gøre sig klart, at det skal man altså ikke igen udsætte sig for.
Det kan anbefales at tænke lidt over, i hvor høj grad man selv bestemmer over sin adfærd i denne situation og gøre brug af sine muligheder for selv at bestemme, så meget man ønsker det. Og snart er alle, der ønsker det, blevet vaccineret, og derfor:
Ro på!

I morges fik jeg pludselig en sang i hovedet. Sanne Salomonsens stemme sammen med bandet Sneakers’ energi kørte derudaf og mindede mig om de glade rockdage i 80-erne. C.V. Jørgensens tekst ”Mens vi venter på i morgen” handler selvfølgelig ikke om den situation, vi alle er i for tiden, men alene titlen rammer direkte ned i den følelse, som mange af os garanteret sidder med i disse genstridige vinterdage.
At vi venter – venter på bedre tider, venter på vaccination, venter på foråret, venter på lyset.

Jeg forudser hvor det bærer hen
måske fordi jeg ikke blev født i går
men øjner ingen anden udvej
end at fortsætte som tingene de står

Mens vi venter, er der ingen anden udvej end at fortsætte. I så fald er der kun dét at sige farvel og tak til denne verden. I stedet må vi gøre vores bedste, bruge tiden på det nære, finde på nye sysler eller dykke ekstra ned i dem, vi førhen måske ikke havde tid til.
Bevægelse er godt – og selvom det måske føles åndssvagt at danse alene, så dans! Find f.eks. Sneakers med Sanne i spidsen på computeren og drøm dig tilbage de glade 80-ere med overfyldte dansegulve og tætpakkede koncerter.
Heldigvis kan mange af os komme ud i den friske luft. Vi kan gå lange ture med vanter og hue, genopleve de danske byers arkitektur eller nyde skove, søer eller hav på en ny og mere intens måde.

De stod i kø og bag gardiner
mens jeg vinkede min fortid farvel
og da mit gamle jeg forlod mig
var jeg lykkeligt overladt til mig selv

Desværre er det ikke alle forundt at kunne bevæge sig ud i det fri uden hjælp. Måske sætter bentøjet eller helbredet grænser for bevægelsesfriheden.
Vi skal jo helst undgå at blande ’bobler’ – et ord, som har fået ny betydning – men vi andre kan alligevel gøre noget. F.eks. tager en af mine gode venner jævnligt på vinketur. Vi kan vinke på afstand så også de, der sidder bag gardinet, kan mærke, at de trods alt ikke er helt overladt til sig selv.

Og mens vi venter på i morgen
som vi gjorde det på i dag i går
er det som om vi hele tiden
eksisterer på et hængende hår

Kontakttal, corona, Covid-19 – nye ord, som vi alle pludselig kender. Ord som positiv og negativ har sågar fået en ekstra betydning. Her i de sidste januardage kan vi glæde os over, at færre og færre bliver testet positive, at kontakttallet er lavt, at flere og flere bliver vaccineret – og samtidig ved vi, at det hele nemt kan eksplodere og gå den gale vej.
Jeg tvivler på, at vi eksisterer på et hængende hår. Men ta’r de angstfyldte tanker på himmelflugt og maler fanden på væggen, kan det hurtigt se ud som om, at verden er på randen af et nervøst sammenbrud.
Lad os håbe, det ikke går så galt 🙂

Lotte Rømer
Januar 2021

Så sluttede 2020.
Og 2021 er begyndt.
Det er umiddelbart svært at se forskel.
Alt er ved det gamle.
COVID 19 fordrer mundbind og andre værnemidler og restriktioner. Og traditionen tro sender DR både nytårskoncert fra Wien – i år uden publikum i salen – og skihop fra Garmisch-Partenkirchen.
”Same procedure as every year”, for nu at citere den gamle sketch, som DR sender hver nytårsaften.
Året går i ring. Årstid følger årstid som altid.

Men inden for den ramme kan der hvert øjeblik ske noget nyt og uhørt.
”Ingen kender dagen, før solen går ned”, skriver B. S. Ingemann (1789-1862) i en aftensang, der også bruges ved begravelser.
Og det er noget af det virkeligt mageløse ved menneskelivet.
Når vi vågner om morgenen og står op, ved vi ikke, hvad dagen vil bringe, selv om vi har lagt nok så mange planer for den.
Det er i grunden utroligt, at vi står op alligevel.
Det er der ganske vist nogen, der ikke gør, og dem kalder vi syge.

Mange af os ser med større bekymring end fortrøstning frem til det nye år. For på årets første dag lader vi ofte tanker om en uvis fremtid finde plads. Hvordan vil det nye år blive for mig?
Januars svage dagslys og korte dage gør det sværere at se optimistisk på fremtiden, og juletidens festligheder og ofte overdådige mad har ikke sjældent gjort os trætte. Det er ikke svært at mærke, at januar måned kan føles lang og anstrengende.Jeg skriver personligt ikke under på digteren Henrik Nordbrandts skildring af november som årets længste måned; for mig er det snarere januar, men når blot vi er halvvejs igennem den, er det allerede tydeligt, at dagene bliver længere og lysere, om end ikke altid varmere.
Og vinteren i Danmark kan være streng, selv om kulden måske i sig selv ikke er det.

I Peter Høegs roman ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” giver titelfiguren, der er opvokset i Grønland, udtryk for, at hun har frosset langt mere i danske vintre end i grønlandske, fordi der ofte er kraftig blæst i Danmark, og fordi luften er fugtig. Men vi skal hele tiden huske, at hvis vi ikke havde de lange, mørke nætter i vintermånederne, ville vi heller ikke have de lange, lyse nætter om sommeren, og jeg er helt overbevist om, at jeg hellere vil leve med den danske vinter end undvære den danske sommer; men der er jo for resten ingen, der spørger mig – eller for den sags skyld nogen anden.
Hvordan, i hvilken tilstand og med hvilket humør man kommer igennem den danske vinter, står og falder med, om man kan finde sig til rette i og med den.
Det er nemt at klage og være utilfreds. Det er for koldt. Det er så mørkt. Det blæser. Det regner hele tiden.
Men måske kan man selv finde ro i den ro, som der er i store dele af den natur, der omgiver os. Det er kun os mennesker, der med vores bevidsthed kan finde på at udtrykke modvilje og måske ligefrem protest mod de naturforhold, der omgiver os. Andre levende væsener lever med dem eller bevæger sig hen, hvor forholdene er bedre. Vi kan i det mindste klæde os varmt på, opvarme vores hjem og tænde lyset.
Og medens vi gør det, kan vi se frem til lysere og varmere tider – og måske en tid helt uden COVID 19.
GODT NYTÅR!

… den bliver næppe helt, som den plejer at være. Her i min familie bliver vi de samme fire personer som til min 70 års fødselsdag her i december. For mange er det en kende trist, at vi i år ikke bare kan samle hele flokken – for andre er det måske ikke så meget anderledes. Ensomhed lurer mange steder, og er man tilmed ramt på hørelsen, er en stor familieflok ikke altid lige sjovt.

Om ikke længe vinker vi farvel til et år, som sikkert ingen af os har lyst til at gentage. Alligevel har der været positive ting at tænke tilbage på. Måske har året givet ekstra tid til at ’kigge indad’ og opdage nye sider hos sig selv, og forhåbentlig er du en af dem, der har undgået at blive et tal i statistikken.
Julen er den tid, hvor vi – når forberedelsestravlheden er overstået – kan slappe af, glædes over livet og hinanden, mindes de kære, vi har mistet, eller glæde os over sprudlende børnebørn med julelys i øjnene.

Da jeg var barn, glædede jeg mig altid til juleaften, ikke mindst gaverne, men også til stemningen, sangen omkring juletræet, duften af and. Risengrøden kom under dynen, mens vi gennem altid sneklædte villaveje gik ned til den lokale kirke og sang med af fuld hals.
Fra jeg var 12 år, var jeg en årrække kirkesanger i forskellige kirker i Storkøbenhavn. Jeg husker især Vedbæk Kirke, en smuk kirke fra 1870. Den var altid prop fyldt med folk juleaften, både gulv og vindueskarme bugnede af børn, unge og gamle. Og turen hjem i min flødefarvede folkevogn var med stemningen herfra i sød forventning om julemaden hos mine forældre.
Nogle år senere i min lokale kirke havde vi altid en fest under prædiken, hvor jeg sammen med organisten og et par andre musikstuderende sad ude bagved og fik et glas portvin til at klare stemmerne. Organisten havde en ’hjælpepind’ – en håndstang med en lille højtaler for enden – hvormed han kunne høre prædiken. Han var i øvrigt en særdeles morsom herre, og en enkelt gang var han så optaget af at underholde, at kordegnen måtte hente ham, da hele kirken sad og ventede på forspillet til næste julesalme!
De seneste uger er bølgerne gået højt omkring julens gudtjenester. Har man tradition for at gå i kirke juleaften, bliver det næppe som i gamle dage – hvis det overhovedet bliver. Personligt mener jeg, at vi ikke bør udsætte os selv og hinanden for unødig risiko. Men lad nu det være.
Jeg håber, at julen trods alt kan blive en fredfyldt tid, hvor vi efter bedste evne kan glæde os over at være i live, og at en vaccine er lige om hjørnet.

Rigtig glædelig jul og godt nytår!

Lotte Rømer
December 2020

Lad mig sige det, som det er – jeg, som ellers hverken er mundlam, bange for udfordringer eller for at gøre opmærksom på mit høretab:
Jeg kan blive helt mat i knæene og tabe energien på et øjeblik, hvis jeg bli’r nødt til at telefonere til instanser, kontorer, bestille tider osv. Alle de steder, hvor det ikke er muligt at skrive en sms eller maile. Det koster ekstra kræfter og lytteenergi at skulle igennem tryk-dit-og-dat – som jeg alligevel aldrig kan høre – for så bare at trykke et eller andet i håb om at komme i kontakt med nogle i den anden ende.
Senest skulle jeg i kontakt med virk.dk, Nets og NemID, fordi vores Ørehænger-forenings CVR-nummer var udløbet. Jeg gik rundt om den varme grød i et par dage og tog mig så endelig sammen. Bevæbnet med hovedtelefoner (høreapparaterne inde under for fuld styrke) kastede jeg mig ud på dybt vand. For hver person, jeg blev stillet om til i den anden ende, måtte jeg bede om tydelig og langsom tale. Det hele tog en krig, men minsandten om det ikke lykkedes!
Bagefter vendte energien tilbage med fuld styrke sammen med en pæn portion stolthed. Det bedste var faktisk, at alle, jeg talte med, var utroligt søde og tålmodige og gjorde deres yderste. Den sidste – og vigtigste – herre var endda så venlig, at han selv foreslog at sende mig en mail med oplysninger og procedurer, så jeg ikke havde misforstået noget. Den modtog jeg to minutter senere.

Jeg har i øvrigt ofte bedt f.eks. min bror, min søster eller underbo om at ringe for mig i sager, hvor det ikke har krævet særlig forhåndsindsigt. Eller spurgt en tilfældig i et tog eller en lufthavn, hvis jeg ikke kan høre en højtalerbesked. På udenlandsk er det selvfølgelig helt godnat med telefonsnak. Min svenske nabo til fritidshuset i Sverige er derfor den faste ringe-service, hvis jeg skal ha’ kontakt til nogle i Sverige. Han er tilmed så hjælpsom, at han gladeligt fragter mig til lægen eller et autoværksted, hvis der er brug for det – også selvom jeg er ganske ferm til at snakke og forstå svensk. Men han mener hårdnakket, han er bedre til at forklare sagerne for mig 🙂
Han vil ikke ha’ noget til gengæld, men jeg får med jævne mellemrum listet en plante ud på hans terrasse, byder på kaffe og hjemmebag, eller køber nogle øl med hjemmefra.

Der er meget, der ikke er nemt i denne pandemi-tid. Nervøsitet for at blive smittet, manglende kontakt til andre, ting man måske ikke har nemt ved at gøre selv – frustrationer, ensomhed eller tristesse, ikke mindst hver gang, man forfalder til at se eller læse nyheder.
Så er det vigtigt at huske at række hånden ud og bede om hjælp. Andre mennesker VIL faktisk gerne hjælpe, især hvis vi fortæller dem, at vi har brug for en støttende hånd. Det kan være at invitere en nabo til kaffe og hyggesnak; spørge om hjælp til at handle; sende en sms til den hørende ven, veninde eller familie og bede dem ringe op til en instans; spørge den friske, unge mand på 1., om han vil rykke en sofa eller gå hen med flasker; – ja, hvad der nu kunne være brug for.
Især i denne tid har vi brug for hinanden. Vi behøver ikke at se en hel masse på én gang, hvilket vi med høretab jo heller ikke er de bedste til, men måske blot at mødes med en enkelt eller to nu og da.
Bag en kage til naboen eller lav en simpel frokost til niecen. Foreslå en læseklub med et par venner. Eller kontakt Røde Kors, som har et korps af besøgsvenner. Og hvis energien eller kræfterne ikke rækker til at yde gengæld for noget, så husk, at ”tak!” på ingen måde er et fattigt ord 🙂

Lotte Rømer
November 2020

I Danmark passer vi på hinanden. Vi står sammen, når krisen kradser.
Siden februar har hele Danmark, og resten af verden, lært en masse om, hvad social isolation, alenefølelse og ensomhed kan gøre ved os. Sociale medier har været – og er stadig – fyldt op med gode råd, mentale vejledninger, træningsvideoer og ideer til digitale møder og sammenkomster.

Et af de seneste tiltag er Røde Kors Folkemøder: ”Sammen om en social vaccine mod corona”. I indbydelsen står der:
Vi har brug for hinanden – både i hverdagen og i en krisetid. De seneste måneder har vist, at der er behov for, at vi gør mere for at modvirke ensomhed, mistrivsel og social isolation.  Mens vi alle venter på en vaccine mod Covid-19, inviterer Røde Kors dig og resten af danskerne med til en vigtig samtale: Sammen vil vi udvikle en social vaccine, der skal modvirke de negative sociale konsekvenser, der er fulgt med coronakrisen.

For en del danskere har de seneste måneder nu ikke været så meget anderledes, end de plejer at være. For de mange med lyd- og høreproblemer, der for længst har opgivet teatre, store koncerter, foredrag uden teleslynge, store selvskaber osv., har vi stort set klaret os som vanligt. Det har dog for en del været temmelig anstrengende at følge med i den evige nyhedsstrøm – anstrengende pga dårlig eller manglende undertekster, og de ekstra kræfter, der skal bruges på at høre, hvad Mette og de andre siger til pressemøder.

I går stødte jeg tilfældigt på en artikel i Samvirkes arkiv om foreningen ”Tunghøres Vel” i 1936. Her skriver forfatteren Peder Jensen Kjærgaard:
Tunghøre mennesker er i Virkeligheden uhyre vanskeligt stillede og bliver som ofte betragtet som ”sære” eller ”lidt til en side”. Sagen er, at den, der aldrig hører en Lyd, nødvendigvis maa bygge sin egen Verden op i sin Fantasi. Meget ofte synker den tunghøre og døvblevne ned i den sorteste Fortvivlelse, bliver bitter paa Livet, bitter paa alt og alle, og saa naturligvis fyldt af en uhyre Mistroiskhed. Og det kan være forstaaeligt. Det er f. eks. et af den tunghøres tragiske Momenter, at han eller hun på Arbejdsmarkedet næsten altid skal skubbes ud, skubbes bort til Fordel for den hørende.”

Ak ja, det var dengang … eller var det?
Heldigvis har mangt og meget ændret sig. Men samtidig må vi ifølge forskellige dokumentationer konstatere, at mennesker med høreproblemer har større risiko for depression og demens, og at arbejdsløsheden er næsten dobbelt så stor blandt hørehæmmede som blandt normalthørende. Alenefølelse, social isolation og forringet livskvalitet er ligeledes nogle at de konsekvenser, som mange hørehæmmede kan tale med om. Mange af os har også oplevet de himmelvendte øjne, når vi heller ikke har hørt tredje gang; har fået irriterede bemærkninger som “Hva’ ba’, goddag mand økseskaft”, eller oplevet den slet skjulte morskab, hvis vi har hørt forkert.

Danmark er så småt ved at lukke op. Sammen med sommerens ankomst kan vi igen mødes fysisk, sludre ansigt til ansigt, more os sammen og med hinanden. Vi kan, i nogen grad i hvert fald, ånde lettet op og se på morgendagen med fornyet energi.
I de seneste måneder har bevidstheden om aleneheden nok været øget hos alle, og måske kan det give en større forståelse og empati for mennesker med høreproblemer?
Det er i hvert fald mit håb, at danskerne fremover vil kunne huske, hvordan det føltes, mens Danmark var lukket ned – huske følelsen af social isolation, mistrivsel og ensomhed. Og det er mit håb, at der til stadighed vil være en voksende forståelse for de 800.000 danskere, der har høreproblemer af en eller anden art – for alle os, der dagligt mærker konsekvenserne af ikke at kunne følge med, mærker aleneheden og den sociale isolation, som er hverdag for mange af os.

Ps: Har du lyst til støtte Høreforeningens arbejde for mennesker med lyd- og høreproblemer, koster det mindre end en krone om dagen.
Du kan melde dig ind her: www.collectpay.dk/hf/medlem

Lotte Rømer
Juni 2020