Klumme

I 2020 var det formanden Lotte Rømer, der skrev klummer.
I løbet af 2021 inviterer vi flere andre til at skrive – f.eks. var nytårsklummen skrevet af Peter Bjørn Hansen.
Her, hvor januar synger på sidste vers, er Lotte tilbage på banen:
(Klik på titlen for at læse en klumme)

Mens vi venter på i morgen

I morges fik jeg pludselig en sang i hovedet. Sanne Salomonsens stemme sammen med bandet Sneakers’ energi kørte derudaf og mindede mig om de glade rockdage i 80-erne. C.V. Jørgensens tekst ”Mens vi venter på i morgen” handler selvfølgelig ikke om den situation, vi alle er i for tiden, men alene titlen rammer direkte ned i den følelse, som mange af os garanteret sidder med i disse genstridige vinterdage.
At vi venter – venter på bedre tider, venter på vaccination, venter på foråret, venter på lyset.

Jeg forudser hvor det bærer hen
måske fordi jeg ikke blev født i går
men øjner ingen anden udvej
end at fortsætte som tingene de står


Mens vi venter, er der ingen anden udvej end at fortsætte. I så fald er der kun dét at sige farvel og tak til denne verden. I stedet må vi gøre vores bedste, bruge tiden på det nære, finde på nye sysler eller dykke ekstra ned i dem, vi førhen måske ikke havde tid til.
Bevægelse er godt – og selvom det måske føles åndssvagt at danse alene, så dans! Find f.eks. Sneakers med Sanne i spidsen på computeren og drøm dig tilbage de glade 80-ere med overfyldte dansegulve og tætpakkede koncerter.
Heldigvis kan mange af os komme ud i den friske luft. Vi kan gå lange ture med vanter og hue, genopleve de danske byers arkitektur eller nyde skove, søer eller hav på en ny og mere intens måde.

De stod i kø og bag gardiner
mens jeg vinkede min fortid farvel
og da mit gamle jeg forlod mig
var jeg lykkeligt overladt til mig selv


Desværre er det ikke alle forundt at kunne bevæge sig ud i det fri uden hjælp. Måske sætter bentøjet eller helbredet grænser for bevægelsesfriheden.
Vi skal jo helst undgå at blande ’bobler’ – et ord, som har fået ny betydning – men vi andre kan alligevel gøre noget. F.eks. tager en af mine gode venner jævnligt på vinketur. Vi kan vinke på afstand så også de, der sidder bag gardinet, kan mærke, at de trods alt ikke er helt overladt til sig selv.

Og mens vi venter på i morgen
som vi gjorde det på i dag i går
er det som om vi hele tiden
eksisterer på et hængende hår


Kontakttal, corona, Covid-19 – nye ord, som vi alle pludselig kender. Ord som positiv og negativ har sågar fået en ekstra betydning. Her i de sidste januardage kan vi glæde os over, at færre og færre bliver testet positive, at kontakttallet er lavt, at flere og flere bliver vaccineret – og samtidig ved vi, at det hele nemt kan eksplodere og gå den gale vej.
Jeg tvivler på, at vi eksisterer på et hængende hår. Men ta’r de angstfyldte tanker på himmelflugt og maler fanden på væggen, kan det hurtigt se ud som om, at verden er på randen af et nervøst sammenbrud.
Lad os håbe, det ikke går så galt 🙂

Lotte Rømer
Januar 2021

1. januar 2021 – godt nytår!

Så sluttede 2020.
Og 2021 er begyndt.
Det er umiddelbart svært at se forskel.
Alt er ved det gamle.
COVID 19 fordrer mundbind og andre værnemidler og restriktioner. Og traditionen tro sender DR både nytårskoncert fra Wien – i år uden publikum i salen – og skihop fra Garmisch-Partenkirchen.
”Same procedure as every year”, for nu at citere den gamle sketch, som DR sender hver nytårsaften.
Året går i ring. Årstid følger årstid som altid.

Men inden for den ramme kan der hvert øjeblik ske noget nyt og uhørt.
”Ingen kender dagen, før solen går ned”, skriver B. S. Ingemann (1789-1862) i en aftensang, der også bruges ved begravelser.
Og det er noget af det virkeligt mageløse ved menneskelivet.
Når vi vågner om morgenen og står op, ved vi ikke, hvad dagen vil bringe, selv om vi har lagt nok så mange planer for den.
Det er i grunden utroligt, at vi står op alligevel.
Det er der ganske vist nogen, der ikke gør, og dem kalder vi syge.

Mange af os ser med større bekymring end fortrøstning frem til det nye år. For på årets første dag lader vi ofte tanker om en uvis fremtid finde plads. Hvordan vil det nye år blive for mig?
Januars svage dagslys og korte dage gør det sværere at se optimistisk på fremtiden, og juletidens festligheder og ofte overdådige mad har ikke sjældent gjort os trætte. Det er ikke svært at mærke, at januar måned kan føles lang og anstrengende.Jeg skriver personligt ikke under på digteren Henrik Nordbrandts skildring af november som årets længste måned; for mig er det snarere januar, men når blot vi er halvvejs igennem den, er det allerede tydeligt, at dagene bliver længere og lysere, om end ikke altid varmere.
Og vinteren i Danmark kan være streng, selv om kulden måske i sig selv ikke er det.

I Peter Høegs roman ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” giver titelfiguren, der er opvokset i Grønland, udtryk for, at hun har frosset langt mere i danske vintre end i grønlandske, fordi der ofte er kraftig blæst i Danmark, og fordi luften er fugtig. Men vi skal hele tiden huske, at hvis vi ikke havde de lange, mørke nætter i vintermånederne, ville vi heller ikke have de lange, lyse nætter om sommeren, og jeg er helt overbevist om, at jeg hellere vil leve med den danske vinter end undvære den danske sommer; men der er jo for resten ingen, der spørger mig – eller for den sags skyld nogen anden.
Hvordan, i hvilken tilstand og med hvilket humør man kommer igennem den danske vinter, står og falder med, om man kan finde sig til rette i og med den.
Det er nemt at klage og være utilfreds. Det er for koldt. Det er så mørkt. Det blæser. Det regner hele tiden.
Men måske kan man selv finde ro i den ro, som der er i store dele af den natur, der omgiver os. Det er kun os mennesker, der med vores bevidsthed kan finde på at udtrykke modvilje og måske ligefrem protest mod de naturforhold, der omgiver os. Andre levende væsener lever med dem eller bevæger sig hen, hvor forholdene er bedre. Vi kan i det mindste klæde os varmt på, opvarme vores hjem og tænde lyset.
Og medens vi gør det, kan vi se frem til lysere og varmere tider – og måske en tid helt uden COVID 19.
GODT NYTÅR!

Nu’ det jul igen, og…

… den bliver næppe helt, som den plejer at være. Her i min familie bliver vi de samme fire personer som til min 70 års fødselsdag her i december. For mange er det en kende trist, at vi i år ikke bare kan samle hele flokken – for andre er det måske ikke så meget anderledes. Ensomhed lurer mange steder, og er man tilmed ramt på hørelsen, er en stor familieflok ikke altid lige sjovt.

Om ikke længe vinker vi farvel til et år, som sikkert ingen af os har lyst til at gentage. Alligevel har der været positive ting at tænke tilbage på. Måske har året givet ekstra tid til at ’kigge indad’ og opdage nye sider hos sig selv, og forhåbentlig er du en af dem, der har undgået at blive et tal i statistikken.
Julen er den tid, hvor vi – når forberedelsestravlheden er overstået – kan slappe af, glædes over livet og hinanden, mindes de kære, vi har mistet, eller glæde os over sprudlende børnebørn med julelys i øjnene.

Da jeg var barn, glædede jeg mig altid til juleaften, ikke mindst gaverne, men også til stemningen, sangen omkring juletræet, duften af and. Risengrøden kom under dynen, mens vi gennem altid sneklædte villaveje gik ned til den lokale kirke og sang med af fuld hals.
Fra jeg var 12 år, var jeg en årrække kirkesanger i forskellige kirker i Storkøbenhavn. Jeg husker især Vedbæk Kirke, en smuk kirke fra 1870. Den var altid prop fyldt med folk juleaften, både gulv og vindueskarme bugnede af børn, unge og gamle. Og turen hjem i min flødefarvede folkevogn var med stemningen herfra i sød forventning om julemaden hos mine forældre.
Nogle år senere i min lokale kirke havde vi altid en fest under prædiken, hvor jeg sammen med organisten og et par andre musikstuderende sad ude bagved og fik et glas portvin til at klare stemmerne. Organisten havde en ’hjælpepind’ – en håndstang med en lille højtaler for enden – hvormed han kunne høre prædiken. Han var i øvrigt en særdeles morsom herre, og en enkelt gang var han så optaget af at underholde, at kordegnen måtte hente ham, da hele kirken sad og ventede på forspillet til næste julesalme!
De seneste uger er bølgerne gået højt omkring julens gudtjenester. Har man tradition for at gå i kirke juleaften, bliver det næppe som i gamle dage – hvis det overhovedet bliver. Personligt mener jeg, at vi ikke bør udsætte os selv og hinanden for unødig risiko. Men lad nu det være.
Jeg håber, at julen trods alt kan blive en fredfyldt tid, hvor vi efter bedste evne kan glæde os over at være i live, og at en vaccine er lige om hjørnet.

Rigtig glædelig jul og godt nytår!

Lotte Rømer
December 2020

Hjælpen er nær

Lad mig sige det, som det er – jeg, som ellers hverken er mundlam, bange for udfordringer eller for at gøre opmærksom på mit høretab:
Jeg kan blive helt mat i knæene og tabe energien på et øjeblik, hvis jeg bli’r nødt til at telefonere til instanser, kontorer, bestille tider osv. Alle de steder, hvor det ikke er muligt at skrive en sms eller maile. Det koster ekstra kræfter og lytteenergi at skulle igennem tryk-dit-og-dat – som jeg alligevel aldrig kan høre – for så bare at trykke et eller andet i håb om at komme i kontakt med nogle i den anden ende.
Senest skulle jeg i kontakt med virk.dk, Nets og NemID, fordi vores Ørehænger-forenings CVR-nummer var udløbet. Jeg gik rundt om den varme grød i et par dage og tog mig så endelig sammen. Bevæbnet med hovedtelefoner (høreapparaterne inde under for fuld styrke) kastede jeg mig ud på dybt vand. For hver person, jeg blev stillet om til i den anden ende, måtte jeg bede om tydelig og langsom tale. Det hele tog en krig, men minsandten om det ikke lykkedes!
Bagefter vendte energien tilbage med fuld styrke sammen med en pæn portion stolthed. Det bedste var faktisk, at alle, jeg talte med, var utroligt søde og tålmodige og gjorde deres yderste. Den sidste – og vigtigste – herre var endda så venlig, at han selv foreslog at sende mig en mail med oplysninger og procedurer, så jeg ikke havde misforstået noget. Den modtog jeg to minutter senere.

Jeg har i øvrigt ofte bedt f.eks. min bror, min søster eller underbo om at ringe for mig i sager, hvor det ikke har krævet særlig forhåndsindsigt. Eller spurgt en tilfældig i et tog eller en lufthavn, hvis jeg ikke kan høre en højtalerbesked. På udenlandsk er det selvfølgelig helt godnat med telefonsnak. Min svenske nabo til fritidshuset i Sverige er derfor den faste ringe-service, hvis jeg skal ha’ kontakt til nogle i Sverige. Han er tilmed så hjælpsom, at han gladeligt fragter mig til lægen eller et autoværksted, hvis der er brug for det – også selvom jeg er ganske ferm til at snakke og forstå svensk. Men han mener hårdnakket, han er bedre til at forklare sagerne for mig 🙂
Han vil ikke ha’ noget til gengæld, men jeg får med jævne mellemrum listet en plante ud på hans terrasse, byder på kaffe og hjemmebag, eller køber nogle øl med hjemmefra.

Der er meget, der ikke er nemt i denne pandemi-tid. Nervøsitet for at blive smittet, manglende kontakt til andre, ting man måske ikke har nemt ved at gøre selv – frustrationer, ensomhed eller tristesse, ikke mindst hver gang, man forfalder til at se eller læse nyheder.
Så er det vigtigt at huske at række hånden ud og bede om hjælp. Andre mennesker VIL faktisk gerne hjælpe, især hvis vi fortæller dem, at vi har brug for en støttende hånd. Det kan være at invitere en nabo til kaffe og hyggesnak; spørge om hjælp til at handle; sende en sms til den hørende ven, veninde eller familie og bede dem ringe op til en instans; spørge den friske, unge mand på 1., om han vil rykke en sofa eller gå hen med flasker; – ja, hvad der nu kunne være brug for.
Især i denne tid har vi brug for hinanden. Vi behøver ikke at se en hel masse på én gang, hvilket vi med høretab jo heller ikke er de bedste til, men måske blot at mødes med en enkelt eller to nu og da.
Bag en kage til naboen eller lav en simpel frokost til niecen. Foreslå en læseklub med et par venner. Eller kontakt Røde Kors, som har et korps af besøgsvenner. Og hvis energien eller kræfterne ikke rækker til at yde gengæld for noget, så husk, at ”tak!” på ingen måde er et fattigt ord 🙂

Lotte Rømer
November 2020

Sammenhold, du…?

I Danmark passer vi på hinanden. Vi står sammen, når krisen kradser.
Siden februar har hele Danmark, og resten af verden, lært en masse om, hvad social isolation, alenefølelse og ensomhed kan gøre ved os. Sociale medier har været – og er stadig – fyldt op med gode råd, mentale vejledninger, træningsvideoer og ideer til digitale møder og sammenkomster.

Et af de seneste tiltag er Røde Kors Folkemøder: ”Sammen om en social vaccine mod corona”. I indbydelsen står der:
Vi har brug for hinanden – både i hverdagen og i en krisetid. De seneste måneder har vist, at der er behov for, at vi gør mere for at modvirke ensomhed, mistrivsel og social isolation.  Mens vi alle venter på en vaccine mod Covid-19, inviterer Røde Kors dig og resten af danskerne med til en vigtig samtale: Sammen vil vi udvikle en social vaccine, der skal modvirke de negative sociale konsekvenser, der er fulgt med coronakrisen.

For en del danskere har de seneste måneder nu ikke været så meget anderledes, end de plejer at være. For de mange med lyd- og høreproblemer, der for længst har opgivet teatre, store koncerter, foredrag uden teleslynge, store selvskaber osv., har vi stort set klaret os som vanligt. Det har dog for en del været temmelig anstrengende at følge med i den evige nyhedsstrøm – anstrengende pga dårlig eller manglende undertekster, og de ekstra kræfter, der skal bruges på at høre, hvad Mette og de andre siger til pressemøder.

I går stødte jeg tilfældigt på en artikel i Samvirkes arkiv om foreningen ”Tunghøres Vel” i 1936. Her skriver forfatteren Peder Jensen Kjærgaard:
Tunghøre mennesker er i Virkeligheden uhyre vanskeligt stillede og bliver som ofte betragtet som ”sære” eller ”lidt til en side”. Sagen er, at den, der aldrig hører en Lyd, nødvendigvis maa bygge sin egen Verden op i sin Fantasi. Meget ofte synker den tunghøre og døvblevne ned i den sorteste Fortvivlelse, bliver bitter paa Livet, bitter paa alt og alle, og saa naturligvis fyldt af en uhyre Mistroiskhed. Og det kan være forstaaeligt. Det er f. eks. et af den tunghøres tragiske Momenter, at han eller hun på Arbejdsmarkedet næsten altid skal skubbes ud, skubbes bort til Fordel for den hørende.”

Ak ja, det var dengang … eller var det?
Heldigvis har mangt og meget ændret sig. Men samtidig må vi ifølge forskellige dokumentationer konstatere, at mennesker med høreproblemer har større risiko for depression og demens, og at arbejdsløsheden er næsten dobbelt så stor blandt hørehæmmede som blandt normalthørende. Alenefølelse, social isolation og forringet livskvalitet er ligeledes nogle at de konsekvenser, som mange hørehæmmede kan tale med om. Mange af os har også oplevet de himmelvendte øjne, når vi heller ikke har hørt tredje gang; har fået irriterede bemærkninger som “Hva’ ba’, goddag mand økseskaft”, eller oplevet den slet skjulte morskab, hvis vi har hørt forkert.

Danmark er så småt ved at lukke op. Sammen med sommerens ankomst kan vi igen mødes fysisk, sludre ansigt til ansigt, more os sammen og med hinanden. Vi kan, i nogen grad i hvert fald, ånde lettet op og se på morgendagen med fornyet energi.
I de seneste måneder har bevidstheden om aleneheden nok været øget hos alle, og måske kan det give en større forståelse og empati for mennesker med høreproblemer?
Det er i hvert fald mit håb, at danskerne fremover vil kunne huske, hvordan det føltes, mens Danmark var lukket ned – huske følelsen af social isolation, mistrivsel og ensomhed. Og det er mit håb, at der til stadighed vil være en voksende forståelse for de 800.000 danskere, der har høreproblemer af en eller anden art – for alle os, der dagligt mærker konsekvenserne af ikke at kunne følge med, mærker aleneheden og den sociale isolation, som er hverdag for mange af os.

Ps: Har du lyst til støtte Høreforeningens arbejde for mennesker med lyd- og høreproblemer, koster det mindre end en krone om dagen.
Du kan melde dig ind her: www.collectpay.dk/hf/medlem

Lotte Rømer
Juni 2020

Intro til Klummer

Den 15. februar i det herrens år 2020 blev jeg valgt som formand for Høreforeningen København.
Jeg havde ellers lovet mig selv, at det var slut med hørearbejde – 15 intensive år med over 1000 foredrag om hørelse, adskillige store projekter, to solide bøger, alverdens artikler, møder og meget, meget andet. Det måtte ligesom være nok på den front!
Men altså… hvis jeg som delvis pensionist skulle kaste mig over frivilligt arbejde, så lå det trods alt lige til højrebenet (hørebenet?) at melde mig på banen. Det er på høreområdet, jeg har min ekspertise, og med et solidt høretab samt over 30 år som høreapparatbruger ved jeg, hvad det handler om.

Omkring årtusindskiftet havde jeg min faste klumme i bladet Hørelsen, som jeg kaldte “Rømers Rygter”. Tyve artikler blev det til, som blev flittigt læst. Om det bliver med samme ånd og tanke som dengang, er ikke til at sige. Verden har trods alt ændret sig siden, både udenfor og indenfor. Men jeg glæder mig til – her på Høreforeningen Københavns nye hjemmeside – jævnligt at traktere jer med stort og småt, set og hørt med mine beskedne øjne og faldefærdige ører.
Vi høres ved!

Lotte Rømer
Maj 2020

Det hvide rum


(Bragt i bladet Hørelsen juni 2003)
Her en vidunderlig forårsdag, hvor livet og alt det grønne sprudler, mindes jeg endnu engang min særdeles gode ven, som døde for snart seks år siden.
Vi talte i en uendelighed. Og arbejdede sammen. Vi udvekslede tanker konstant og var som oftest i daglig kontakt. For hver gang vi endevendte noget, blev vi en lille smule klogere. Måske bare i en lille detalje, men alligevel med nye vinkler og aspekter.
Jeg holdt af ham som han af mig. Og som det ofte er med værdifulde og specielle venskaber, blev vi aldrig trætte af hinanden. Vores venskab varede i 14 år, og i de to sidste var det med døden i hælene, med de store emner på tapetet. Det var hårdt, men vi tog handsken op og blev en lille smule klogere på livet, på os selv og hinanden – udviklede os i takt med den evige konfrontation med tanker, følelser og meninger.

Det får mig til at tænke på en anden historie, teorien om det hvide rum.
Hvis et menneske blev lukket inde i et helt hvidt rum uden hjørner, vinduer eller døre, uden noget at spejle sig i, uden kontakt med omverdenen, uden berøring – ja, så havde vi intet at forholde os til, intet til at fortælle os, hvem vi er.
Det interessante er, at hvis man nu satte bare én sort prik på en af væggene, ville vi straks definere os selv i forhold til prikken: Hvor er den nu? Har jeg ryggen til eller er den foran mig? Føles den stor eller lille i dag? Er den irriterende eller skræmmende?
Men, en prik er jo ikke nok til at holde hjernen i gang. Inden længe ville vi blive trætte af den, fordi prikken i det lange løb ingen udfordringer giver. Fordi bevidstheden om en fysisk tilstedeværelse ikke er nok.
Pointen i historien er selvfølgelig, at uden noget at forholde os til, kan vi ikke udvikle os. Vi ville på kort tid bogstavelig talt ’gå fra forstanden’.

For kort tid siden stødte jeg på følgende citat: ”Mister du synet, mister du forbindelsen til ting. Mister du hørelsen, mister du forbindelsen til mennesker”. Jo, mennesket er et socialt væsen, som er dybt afhængigt af kontakt med andre mennesker. Og når jeg tænker på min afdøde ven – og mine andre venskaber, min familie og mine kolleger, som jeg nyder godt af i dag – er de til stadighed betingelsen for, at jeg kan være i levende kontakt med mig selv.
Derfor bliver dét at kommunikere så interessant i forhold til hørelse. For hvad sker der, hvis hørelsen – dette vigtige redskab til kommunikation – er nedsat eller væk?
Vi bliver tvunget til at tage andre veje og redskaber i brug. F.eks. bruge vores andre sanser, be’ folk om at gentage (igen og igen) og frem for alt, tage høreapparater på. For nogen af os bliver det også nødvendigt at tænde for teleslyngen, FM-anlægget eller tekst-tv – eller hyre en skrivetolk eller lære tegnstøtte kommunikation eller tegnsprog.
Besværligt? Ja, måske – men har vi andet valg?

Der er mange myter om hørehæmmede. En af dem er, at vi er lidt sære og mærkelige. Det er selvfølgelig ikke sandt, men som det er med myter og historier, er der alligevel et gran af sandhed til stede. Problemet er jo, at hvis vi som dårligt hørende ikke sørger for, at hjernen får nogle udfordringer at arbejde med, så bliver vi faktisk lidt mærkelige.
For nylig blev jeg endnu engang præsenteret for en desværre alt for klassisk historie: En pige på ti år, som ikke klarer sig specielt godt i skolen, som går sine egne veje, som har svært ved at knytte kontakter, som er lidt sær og har skabt sig sin egen, skæve forestilling om sig selv og verden.
Ja, rigtigt gættet – hun hører dårligt og fik først høreapparater, da hun var seks, fordi hendes sprog ikke udviklede sig. Og dermed troede alle, den hellige grav var velforvaret. For ingen i hendes nære verden havde gjort sig tanker om, hvad det egentlig indebar. Man godtog bare, at sådan er hun nu engang. En lidt sær enspænder.
Først for nylig har hun fået gang i specialundervisning, forældrene har været på kursus og er ved at forstå, hvad dette høretab egentlig afstedkommer og hvad der skal til, for at pigen kan få et levende og udbytterigt liv.

Vi kender også alle historier om den gamle tunghøre farfar, der bare sidder i et hjørne og ikke følger med. Og er blevet lidt sær. Måske er han gammel og træt, men hvis ingen ulejliger sig med at samtale med ham på hans betingelser, får hjernen heller ikke mere de skub og udfordringer, der skal til for at holde gryden i kog.
Både pigen og den gamle har brug for omsorg, hjælp og omtanke fra omverdenen. Den 10-årige pige har ingen forudsætninger for at vide, hvordan hun skal takle sin isolation, og den gamle har ikke mere energien til det. Men det handler jo ikke kun om børn og gamle. Hver sjette dansker over 18 år har problemer med hørelsen. Over 50 % er i den erhvervsdygtige alder, dvs. er voksne og forhåbentlig ellers velfungerende mennesker, der har mulighed for selv at tilegne sig viden, selv tage ansvar for de nødvendige erkendelsesprocesser, selv at opsøge hjælpen.
Alligevel kan også vi løbe tør for energi og overskud, kan ryge ned i et sort hul og blive bange for ’det hvide rum’. Vi har jo også ind imellem brug for omsorg og omtanke – men vi får den desværre ikke pr automatik. Derfor er der kun ét at gøre:
Ræk ud efter dem, du kan kommunikere med. Forhold dig til dit problem og fortæl, hvordan du har det. Stil spørgsmål, lyt – og vær åben for svarene. Eller opsøg f.eks. nogle af de mange hundrede tusind andre, der selv har problemer med hørelsen og ved, hvad det handler om.

Lotte Rømer