Klumme

Hjælpen er nær

Lad mig sige det, som det er – jeg, som ellers hverken er mundlam, bange for udfordringer eller for at gøre opmærksom på mit høretab:
Jeg kan blive helt mat i knæene og tabe energien på et øjeblik, hvis jeg bli’r nødt til at telefonere til instanser, kontorer, bestille tider osv. Alle de steder, hvor det ikke er muligt at skrive en sms eller maile. Det koster ekstra kræfter og lytteenergi at skulle igennem tryk-dit-og-dat – som jeg alligevel aldrig kan høre – for så bare at trykke et eller andet i håb om at komme i kontakt med nogle i den anden ende.
Senest skulle jeg i kontakt med virk.dk, Nets og NemID, fordi vores Ørehænger-forenings CVR-nummer var udløbet. Jeg gik rundt om den varme grød i et par dage og tog mig så endelig sammen. Bevæbnet med hovedtelefoner (høreapparaterne inde under for fuld styrke) kastede jeg mig ud på dybt vand. For hver person, jeg blev stillet om til i den anden ende, måtte jeg bede om tydelig og langsom tale. Det hele tog en krig, men minsandten om det ikke lykkedes!
Bagefter vendte energien tilbage med fuld styrke sammen med en pæn portion stolthed. Det bedste var faktisk, at alle, jeg talte med, var utroligt søde og tålmodige og gjorde deres yderste. Den sidste – og vigtigste – herre var endda så venlig, at han selv foreslog at sende mig en mail med oplysninger og procedurer, så jeg ikke havde misforstået noget. Den modtog jeg to minutter senere.

Jeg har i øvrigt ofte bedt f.eks. min bror, min søster eller underbo om at ringe for mig i sager, hvor det ikke har krævet særlig forhåndsindsigt. Eller spurgt en tilfældig i et tog eller en lufthavn, hvis jeg ikke kan høre en højtalerbesked. På udenlandsk er det selvfølgelig helt godnat med telefonsnak. Min svenske nabo til fritidshuset i Sverige er derfor den faste ringe-service, hvis jeg skal ha’ kontakt til nogle i Sverige. Han er tilmed så hjælpsom, at han gladeligt fragter mig til lægen eller et autoværksted, hvis der er brug for det – også selvom jeg er ganske ferm til at snakke og forstå svensk. Men han mener hårdnakket, han er bedre til at forklare sagerne for mig 🙂
Han vil ikke ha’ noget til gengæld, men jeg får med jævne mellemrum listet en plante ud på hans terrasse, byder på kaffe og hjemmebag, eller køber nogle øl med hjemmefra. 

Der er meget, der ikke er nemt i denne pandemi-tid. Nervøsitet for at blive smittet, manglende kontakt til andre, ting man måske ikke har nemt ved at gøre selv – frustrationer, ensomhed eller tristesse, ikke mindst hver gang, man forfalder til at se eller læse nyheder.
Så er det vigtigt at huske at række hånden ud og bede om hjælp. Andre mennesker VIL faktisk gerne hjælpe, især hvis vi fortæller dem, at vi har brug for en støttende hånd. Det kan være at invitere en nabo til kaffe og hyggesnak; spørge om hjælp til at handle; sende en sms til den hørende ven, veninde eller familie og bede dem ringe op til en instans; spørge den friske, unge mand på 1., om han vil rykke en sofa eller gå hen med flasker; – ja, hvad der nu kunne være brug for.
Især i denne tid har vi brug for hinanden. Vi behøver ikke at se en hel masse på én gang, hvilket vi med høretab jo heller ikke er de bedste til, men måske blot at mødes med en enkelt eller to nu og da.
Bag en kage til naboen eller lav en simpel frokost til niecen. Foreslå en læseklub med et par venner. Eller kontakt Røde Kors, som har et korps af besøgsvenner. Og hvis energien eller kræfterne ikke rækker til at yde gengæld for noget, så husk, at ”tak!” på ingen måde er et fattigt ord 🙂

Lotte Rømer
November 2020

Sammenhold, du…?

I Danmark passer vi på hinanden. Vi står sammen, når krisen kradser.
Siden februar har hele Danmark, og resten af verden, lært en masse om, hvad social isolation, alenefølelse og ensomhed kan gøre ved os. Sociale medier har været – og er stadig – fyldt op med gode råd, mentale vejledninger, træningsvideoer og ideer til digitale møder og sammenkomster.

Et af de seneste tiltag er Røde Kors Folkemøder: ”Sammen om en social vaccine mod corona”. I indbydelsen står der:
Vi har brug for hinanden – både i hverdagen og i en krisetid. De seneste måneder har vist, at der er behov for, at vi gør mere for at modvirke ensomhed, mistrivsel og social isolation.  Mens vi alle venter på en vaccine mod Covid-19, inviterer Røde Kors dig og resten af danskerne med til en vigtig samtale: Sammen vil vi udvikle en social vaccine, der skal modvirke de negative sociale konsekvenser, der er fulgt med coronakrisen.

For en del danskere har de seneste måneder nu ikke været så meget anderledes, end de plejer at være. For de mange med lyd- og høreproblemer, der for længst har opgivet teatre, store koncerter, foredrag uden teleslynge, store selvskaber osv., har vi stort set klaret os som vanligt. Det har dog for en del været temmelig anstrengende at følge med i den evige nyhedsstrøm – anstrengende pga dårlig eller manglende undertekster, og de ekstra kræfter, der skal bruges på at høre, hvad Mette og de andre siger til pressemøder.

I går stødte jeg tilfældigt på en artikel i Samvirkes arkiv om foreningen ”Tunghøres Vel” i 1936. Her skriver forfatteren Peder Jensen Kjærgaard:
Tunghøre mennesker er i Virkeligheden uhyre vanskeligt stillede og bliver som ofte betragtet som ”sære” eller ”lidt til en side”. Sagen er, at den, der aldrig hører en Lyd, nødvendigvis maa bygge sin egen Verden op i sin Fantasi. Meget ofte synker den tunghøre og døvblevne ned i den sorteste Fortvivlelse, bliver bitter paa Livet, bitter paa alt og alle, og saa naturligvis fyldt af en uhyre Mistroiskhed. Og det kan være forstaaeligt. Det er f. eks. et af den tunghøres tragiske Momenter, at han eller hun på Arbejdsmarkedet næsten altid skal skubbes ud, skubbes bort til Fordel for den hørende.”

Ak ja, det var dengang … eller var det?
Heldigvis har mangt og meget ændret sig. Men samtidig må vi ifølge forskellige dokumentationer konstatere, at mennesker med høreproblemer har større risiko for depression og demens, og at arbejdsløsheden er næsten dobbelt så stor blandt hørehæmmede som blandt normalthørende. Alenefølelse, social isolation og forringet livskvalitet er ligeledes nogle at de konsekvenser, som mange hørehæmmede kan tale med om. Mange af os har også oplevet de himmelvendte øjne, når vi heller ikke har hørt tredje gang; har fået irriterede bemærkninger som “Hva’ ba’, goddag mand økseskaft”, eller oplevet den slet skjulte morskab, hvis vi har hørt forkert.

Danmark er så småt ved at lukke op. Sammen med sommerens ankomst kan vi igen mødes fysisk, sludre ansigt til ansigt, more os sammen og med hinanden. Vi kan, i nogen grad i hvert fald, ånde lettet op og se på morgendagen med fornyet energi.
I de seneste måneder har bevidstheden om aleneheden nok været øget hos alle, og måske kan det give en større forståelse og empati for mennesker med høreproblemer?
Det er i hvert fald mit håb, at danskerne fremover vil kunne huske, hvordan det føltes, mens Danmark var lukket ned – huske følelsen af social isolation, mistrivsel og ensomhed. Og det er mit håb, at der til stadighed vil være en voksende forståelse for de 800.000 danskere, der har høreproblemer af en eller anden art – for alle os, der dagligt mærker konsekvenserne af ikke at kunne følge med, mærker aleneheden og den sociale isolation, som er hverdag for mange af os.

Ps: Har du lyst til støtte Høreforeningens arbejde for mennesker med lyd- og høreproblemer, koster det mindre end en krone om dagen.
Du kan melde dig ind her: www.collectpay.dk/hf/medlem

Lotte Rømer
Juni 2020

Intro til Klummer

Den 15. februar i det herrens år 2020 blev jeg valgt som formand for Høreforeningen København.
Jeg havde ellers lovet mig selv, at det var slut med hørearbejde – 15 intensive år med over 1000 foredrag om hørelse, adskillige store projekter, to solide bøger, alverdens artikler, møder og meget, meget andet. Det måtte ligesom være nok på den front!
Men altså… hvis jeg som delvis pensionist skulle kaste mig over frivilligt arbejde, så lå det trods alt lige til højrebenet (hørebenet?) at melde mig på banen. Det er på høreområdet, jeg har min ekspertise, og med et solidt høretab samt over 30 år som høreapparatbruger ved jeg, hvad det handler om.

Omkring årtusindskiftet havde jeg min faste klumme i bladet Hørelsen, som jeg kaldte “Rømers Rygter”. Tyve artikler blev det til, som blev flittigt læst. Om det bliver med samme ånd og tanke som dengang, er ikke til at sige. Verden har trods alt ændret sig siden, både udenfor og indenfor. Men jeg glæder mig til – her på Høreforeningen Københavns nye hjemmeside – jævnligt at traktere jer med stort og småt, set og hørt med mine beskedne øjne og faldefærdige ører.
Vi høres ved!

Lotte Rømer
Maj 2020

Det hvide rum

(Bragt i bladet Hørelsen juni 2003)
Her en vidunderlig forårsdag, hvor livet og alt det grønne sprudler, mindes jeg endnu engang min særdeles gode ven, som døde for snart seks år siden.
Vi talte i en uendelighed. Og arbejdede sammen. Vi udvekslede tanker konstant og var som oftest i daglig kontakt. For hver gang vi endevendte noget, blev vi en lille smule klogere. Måske bare i en lille detalje, men alligevel med nye vinkler og aspekter.
Jeg holdt af ham som han af mig. Og som det ofte er med værdifulde og specielle venskaber, blev vi aldrig trætte af hinanden. Vores venskab varede i 14 år, og i de to sidste var det med døden i hælene, med de store emner på tapetet. Det var hårdt, men vi tog handsken op og blev en lille smule klogere på livet, på os selv og hinanden – udviklede os i takt med den evige konfrontation med tanker, følelser og meninger.

Det får mig til at tænke på en anden historie, teorien om det hvide rum.
Hvis et menneske blev lukket inde i et helt hvidt rum uden hjørner, vinduer eller døre, uden noget at spejle sig i, uden kontakt med omverdenen, uden berøring – ja, så havde vi intet at forholde os til, intet til at fortælle os, hvem vi er.
Det interessante er, at hvis man nu satte bare én sort prik på en af væggene, ville vi straks definere os selv i forhold til prikken: Hvor er den nu? Har jeg ryggen til eller er den foran mig? Føles den stor eller lille i dag? Er den irriterende eller skræmmende?
Men, en prik er jo ikke nok til at holde hjernen i gang. Inden længe ville vi blive trætte af den, fordi prikken i det lange løb ingen udfordringer giver. Fordi bevidstheden om en fysisk tilstedeværelse ikke er nok.
Pointen i historien er selvfølgelig, at uden noget at forholde os til, kan vi ikke udvikle os. Vi ville på kort tid bogstavelig talt ’gå fra forstanden’.

For kort tid siden stødte jeg på følgende citat: ”Mister du synet, mister du forbindelsen til ting. Mister du hørelsen, mister du forbindelsen til mennesker”. Jo, mennesket er et socialt væsen, som er dybt afhængigt af kontakt med andre mennesker. Og når jeg tænker på min afdøde ven – og mine andre venskaber, min familie og mine kolleger, som jeg nyder godt af i dag – er de til stadighed betingelsen for, at jeg kan være i levende kontakt med mig selv.
Derfor bliver dét at kommunikere så interessant i forhold til hørelse. For hvad sker der, hvis hørelsen – dette vigtige redskab til kommunikation – er nedsat eller væk?
Vi bliver tvunget til at tage andre veje og redskaber i brug. F.eks. bruge vores andre sanser, be’ folk om at gentage (igen og igen) og frem for alt, tage høreapparater på. For nogen af os bliver det også nødvendigt at tænde for teleslyngen, FM-anlægget eller tekst-tv – eller hyre en skrivetolk eller lære tegnstøtte kommunikation eller tegnsprog.
Besværligt? Ja, måske – men har vi andet valg?

Der er mange myter om hørehæmmede. En af dem er, at vi er lidt sære og mærkelige. Det er selvfølgelig ikke sandt, men som det er med myter og historier, er der alligevel et gran af sandhed til stede. Problemet er jo, at hvis vi som dårligt hørende ikke sørger for, at hjernen får nogle udfordringer at arbejde med, så bliver vi faktisk lidt mærkelige.
For nylig blev jeg endnu engang præsenteret for en desværre alt for klassisk historie: En pige på ti år, som ikke klarer sig specielt godt i skolen, som går sine egne veje, som har svært ved at knytte kontakter, som er lidt sær og har skabt sig sin egen, skæve forestilling om sig selv og verden.
Ja, rigtigt gættet – hun hører dårligt og fik først høreapparater, da hun var seks, fordi hendes sprog ikke udviklede sig. Og dermed troede alle, den hellige grav var velforvaret. For ingen i hendes nære verden havde gjort sig tanker om, hvad det egentlig indebar. Man godtog bare, at sådan er hun nu engang. En lidt sær enspænder.
Først for nylig har hun fået gang i specialundervisning, forældrene har været på kursus og er ved at forstå, hvad dette høretab egentlig afstedkommer og hvad der skal til, for at pigen kan få et levende og udbytterigt liv.

Vi kender også alle historier om den gamle tunghøre farfar, der bare sidder i et hjørne og ikke følger med. Og er blevet lidt sær. Måske er han gammel og træt, men hvis ingen ulejliger sig med at samtale med ham på hans betingelser, får hjernen heller ikke mere de skub og udfordringer, der skal til for at holde gryden i kog.
Både pigen og den gamle har brug for omsorg, hjælp og omtanke fra omverdenen. Den 10-årige pige har ingen forudsætninger for at vide, hvordan hun skal takle sin isolation, og den gamle har ikke mere energien til det. Men det handler jo ikke kun om børn og gamle. Hver sjette dansker over 18 år har problemer med hørelsen. Over 50 % er i den erhvervsdygtige alder, dvs. er voksne og forhåbentlig ellers velfungerende mennesker, der har mulighed for selv at tilegne sig viden, selv tage ansvar for de nødvendige erkendelsesprocesser, selv at opsøge hjælpen.
Alligevel kan også vi løbe tør for energi og overskud, kan ryge ned i et sort hul og blive bange for ’det hvide rum’. Vi har jo også ind imellem brug for omsorg og omtanke – men vi får den desværre ikke pr automatik. Derfor er der kun ét at gøre:
Ræk ud efter dem, du kan kommunikere med. Forhold dig til dit problem og fortæl, hvordan du har det. Stil spørgsmål, lyt – og vær åben for svarene. Eller opsøg f.eks. nogle af de mange hundrede tusind andre, der selv har problemer med hørelsen og ved, hvad det handler om.

Lotte Rømer